Hulemalerier fra Chauvet
Hulemalerier fra Chauvet
Om aftenen den 18. december 1994 var 3 huleforskere de første, der i 20.000 år, satte deres fodspor i en af verdens måske smukkest dekorerede huler i et naturreservat i sydøst Frankrig.

I første omgang blev de bjergtaget af alle de smukke drypsten i orange og hvide farver. Dernæst fandt de knogler fra hulebjørne, og pludselig, da lyset fra deres lamper ramte væggene, opdagede de, de største, smukkeste og mest gribende hulemalerier, der nogensinde var fundet.

Der er lange sammenhængende hulemalerier med heste, næsehorn, løver, urokser og mammutter, billeder af bjørne, ugler, bisoner, hyæner, pantere og andre dyr enten malet med rød okker eller trækul eller indgraveret. Mange af motiverne var aldrig tidligere set i hulerne i Ardéche.

Prøver har senere fastslået, at de ældste tegninger er 35.000 år gamle +/-.

Et af de længste sammenhængende hulemalerier, vildhestemaleriet er over 10 meter langt.

Foruden tegninger af mange heste består hulemaleriet af tegninger af bl.a. næsehorn, urokser, løver, bisoner og bjørne. Alt tegnet med trækul. Væggens konturer er brugt til at skabe en illusion af bevægelse, relief og perspektiv.

Især er tegningerne af hestene fabelagtige med en bemærkelsesværdig realisme og sans for detaljer: pupiller, næsebor og halvåbne muler. Skygger, der giver et indtryk af kraft og styrke.

Nederst på hulemaleriet er tegnet to næsehorn. Næsehornet til venstre er med en længde på en meter og en højde på ½ meter frisens største dyr. Ved at gnide med fingrene har kunstneren skabt et gråt bånd om næsehornets mave. Næsehornene vender hovederne mod hinanden, enten klar til kamp eller elskov?

Højre side af hulemaleriet dannes af tre roligt udseende vildheste med tykke manker, skyggelagt for at give relief. Hestene er tegnet sammen med to løver. Under hestene er tidligere tegnet en stor løve, der muligvis snuser til den anden løve. Begge løver er tegnet med utrolige detaljer, som øjenbryn, skyggekonturer omkring øjnene, næsebor og knurhår.

Hulebjørnene er gengivet mange gange i flotte skyggelagte figurer.

En stenbuk med lange kraftige horn, en gammel buk, med strakte ben, som om den er i færd med at klatre op ad en spalte i væggen.

En enestående bison med syv eller otte ben, enten for at skabe perspektiv eller for at indikere en løbende bevægelse.

Et kraftfuldt og stort næsehorn, tegnet i en niche, med et enormt horn, der følger væggens kurver.

Hovedet er sænket, ryggen krummet, munden let åben, ørerne rejst, er den klar til at styrte frem fra sit skjul og angribe et andet dyr eller et menneske, kunstneren?

I et af kamrene er fundet adskillige aftryk af håndfladen. Andre steder, ved friser eller billeder, et helt eller stencileret aftryk af hele hånden. Alle aftryk er af højre hånd, muligvis kunstnerens signatur.

Kultsten.dk - Virupvej 170 - 8530 Hjortshøj - 21 69 85 90 - info@kultsten.dk