Livets Træ
Historien bag Livets træ/Klimstenen
I 1880 fandt professor C.C. Engelhardt en gravsten, Klimstenen, på kirkegården ved Klim Kirke da han var på en undersøgelsestur for Nationalmuseet. Kun den øverste kant var synlig over jorden. Ved udgravningen viste stenen sig at være en stor hvælvet kisteformet granitsten med nogle gådefulde figurer, der var hugget i relief.

Stenen var selve ligstenen, dækstenen, der havde dækket en stormands grav, muligvis Klim Kirkes bygherre. Klimstenen er ca. 1 ½ m lang, ca. ½ m bred og ca. ½ m høj og dateres til årene 1100-1250.

Efter udgravningen kom stenen til Nationalmuseet, hvor den i mange år var udstillet sammen med andre stenarbejder fra middelalderen. Menighedsrådet ved Klim Kirke ønskede imidlertid at stenen blev ”hjemført” og gravmælet genopført. I 1986 besluttede Nationalmuseet at frigive stenen, ”såfremt en passende placering kunne anvises”. Det blev derfor besluttet at bygge et helt nyt våbenhus til Klim Kirke. Efter 108 år kom Klimstenen i 1988 tilbage og er nu anbragt i våbenhuset.

Livets træ
Motivet, Livets træ, stammer som omtalt fra en gravsten i Klim kirke, Nordjylland. Et lignende motiv fra bronzealderen ses på døbefonden i Bråby kirke ved Ringsted.

Billedmønsteret med et ansigt eller en stående mand i trætoppen kendes allerede fra helleristningerne, hvor det må være shamanen i verdenstræet. Træet rækker fra rødderne i underverdenen op til den øverste himmel.

Træet, et symbol for et kors med bladskud, var kendt i kirkekunsten i bl.a. Kaukasus, Grækenland, Italien og England.

I Danmark blev det til drømmen om det livgivende træ, der suger vand op med rødderne, og fra toppen hælder det ud over menneskene, et billede på dåben og et gammelt verdensbillede, som folk var fortrolige med.

Mange stenkirkebilleder i Danmark beskriver også drømme om fjender i ulveham, kvinder med slanger ved barmen og et træ, der vokser ud over hele landet. Drømmen har spillet en stor rolle, for kun i drømme opleves det, som lå udenfor livet på jorden. Danmarks ældste runedigt starter betegnende med: ” Jeg drømte mig en drøm i nat...”.

Middelalderens dyrebog fortæller om et indisk træ, hvor duer lever af træets frugter. Forlader de træet, ædes de af en drage. Duerne er menneskene, der lever af treenighedens træ, hvor Satan ikke kan nå dem.

Klimstenen skildrer et sceneri omkring et korstræ. Ansigtet øverst tolkes som Kristus, mens de to andre ansigter er Gud og Helligånden. Under det nederste ansigt er et treenighedssymbol, en parallel til dyrebogens træ. Dyrene på Klimstenen er nu blevet religiøse symboler.

Livets træ, som rækker fra jord til himmel, har således allerede fra shamanismen haft samme symbolik som i senere kristen tro.

Litteratur: Søren Nancke-Krogh, ”Stenbilleder i danske kirker, 1995.
Litteratur: Fjerritslev Avis, 1988. Aalborg Stiftstidende, 1988.

Den store sten:
Højde: 56 cm
1000 nummerede eksemplarer

Den lille sten:
Højde: 33 cm
Er ikke nummereret.

Kultsten.dk - Virupvej 170 - 8530 Hjortshøj - 21 69 85 90 - info@kultsten.dk